Historie

Lille Pederstrup er ikke alene unik som eksempel på en fynsk sulegård, men også som et af landets bedste eksempler på et udviklingsorienteret gårdanlæg, hvor 400 års landbrugshistorie kan aflæses i bygningerne. Gårdens kulturhistoriske værdi understreges yderligere af, at den stadigvæk har sit jordtilliggende, som den erhvervede ved sin anlæggelse som enestegård midt i 1600’tallet. Nuværende ejere er 7. generation.

Bygningsanlægget har en lang om kompliceret bygningshistorie, som er grundigt undersøgt og dokumenteret af Odense Bys Museer. Museet er p.t. (januar 2015) ved at forsøge at skaffe midler til en yderligere bygningsarkæologisk undersøgelse, dels for at lave en ordentlig dendrokronologisk undersøgelse og dels ved at få lavet farveanalyser af kalklag og bindingsværk.

Stuehuset påkalder sig i helt særlig grad interesse, idet det, sammen med det noget yngre stuehus på Lundagergården (flyttet til Frilandsmuseet i Sorgenfri) er Danmarks eneste bevarede gårdstuehuse med sulekonstruktioner. Ydermere er der tale om eksempler på den ældst kendte suletype, hvor de støttende ranker fra sulens øverste ende er bladet ind i vægstolperne i bindingsværksfacaderne. Den type er, udover på Lille Pederstrup, kun bevaret i Fjelstedgårdens lade, der er flyttet til Den Fynske Landsby. Stuehusets tagværk er sodsværtet, hvilket dokumenterer at konstruktionen er tilbage fra lyrehullets tid. Stuehuset rummer mange andre ekstraordinære kvaliteter, bl.a. en stor muret bage- ovn med maltkølle, flere barokvinduer og et par meget gamle blyvinduer. Der er også 2 indvendige lerklinede bindingsværksgavle med gavlsule.

Der er dokumentation for, at stuehuset er nedtaget og genopstillet 1674 på sin nuværende plads, ca. 800 meter sydligere end den oprindelige placering i landsbyen Pederstrup (Odense Bys Museer). Stuehuset er, formentligt omkring år 1800, forlænget imod øst. Imod vest blev stuehuset og vest- længen forbundet med et sjældent intakt trunthjørne. Senere i 1800’tallet blev et 6-fags korshus tilføjet imod haven med bjælkelag kæmmet over remmen.

Øst- og sydlænge fremstår ligeledes meget oprindelige og har begge suler (7 i alt) og bindingsværk i svære dimensioner. Længerne antages at være opført i forbindelse med udflytningen 1674. Muligvis delvis i genbrugsbindingsværk. Midt i 1800’tallet fik sydlængen tilføjet et hestegangshus med affasede hjørner og helvalm.

Vestlængen (kostald) væltede under en storm i 1892 og blev genopført i grundmur, men i form- sprog og dimensioner tilpasset anlægget i øvrigt. Omkring år 1900 blev der foretaget et større ind- greb i anlæggets sydvestlige hjørne, idet der blev opført en bred trempellade. Denne blev midt i 1900’tallet yderligere forlænget og forsimplet, og under orkanen i 1999 blev trempelladen stærkt beskadiget.

Trempelladen blev fjernet i 2011. Da hverken historiske kilder eller en omhyggelig undersøgelse efter nedtagningen har kunnet give fingerpeg om, hvordan hjørnet har set ud i årene før trempelladens tilføjelse, valgte vi at lukke anlægget med en nybygning. Denne bygning forbinder de gamle længer så diskret og stilfærdigt som muligt. Desuden skaber den en mulighed for indretning af en ny og tidssvarende beboelse, hvilket er meget væsentligt for at moderniseringskravene til stuehuset kan mindskes.