Forudsætninger
Laurits Haugsted boede på gården til sin død 102 år gammel. Gårdanlægget var i betragtning af hans høje alder i en rimelig tilstand, men mange ting trængte til snarlig forbedring. Min søster Helena Atkins og jeg Solveig Skånning arvede gården efter en meget langtrukken og bekostelig bobehandling, som strakte sig over fire år og lige så mange advokater. Allerede her havde forfaldet sat meget tydelige spor på bygningerne. Så fulgte et forløb hvor myndighederne forsøgte at få anlægget fredet. Dette blev opgivet blandt andet på grund af bygningerne dårlige tilstand, så dette tiltag forsinkede restaureringen yderligere et par år. Nu var forfaldet accelereret, og isæt lægerne var efterhånden i en håbløs forfatning. Jeg havde dog ikke opgivet håbet, og på trods af alles forventning indledte jeg restaureringen med tækning af trunthjørnet i det nordvestling hjørne af anlægget.
Den store redningsaktion
Med det restaurerede trunthjørne som dokumentation for vores vilje til at bevare gården, blev der nu søgt fondsstøtte til en omfattende restaurering af de tre længer og hestegangen. Det lykkedes at rejse 1.900.000 kr. med Mærsk McKinney Møller som den største bidragyder. Dette vendte gårdens skæbne. Hestegangen, som var meget forfalden, blev fuldstændigt renoveret, trempelladen blev fjernet og erstattet af en fortolkning af det sydvestlige hjørne af anlægget som giver rum for indretning af en tidssvarende beboelse. Denne del af projektet omfattede også tækning af størstedelen af længernes tagflader. Sydlængens tagkonstruktion undergik en omfattende restaurering.
Restaurering af facader mod syd og mod øst
Det truende forfald var nu sat på hold, og fokus blev nu rettet mod restaurering af facaderne i den østlige ende af anlægget. Bindingsværket i den gamle svinesti mod sydøst blev restaureret med hjælp fra et hold tømrere på kursus fra Odense Tekniske Skole. De efterfølgende år blev samtlige tavl fra porten ved svinestien hele vejen rundt til bryggersdøren på den nordlige side af stuehuset gået efter. Hvor det var muligt blev de eksisterende tavl reparerede, og nogle lerklinede tavl blev bevaret. Store dele af facaden blandt anden de to gavle mod øst blev helt muret om. Bindingsværket i den nordøstlige gavl og videre rundt langs den murede bageovn blev restaureret med støtte fra Foreningen Stråtag, og alle facaderne på den østlige del af anlægget fremstår nu restaurerede stolpede og kalkede. Murerarbejde, kalkning og stolpning er udført af os selv. Murerarbejdet er udført med brugte mursten og hydraulisk mørtel, og afstolpningen er udført med linoliemaling.
Der er også blevet tid til at etablere kloakering og et WC, et historisk fremskridt på den gamle gård, som også har fået indlagt offentlig vandforsyning. Der er trukket ny el installation til stuehuset, så der nu er både lys og varme i overgangs perioderne, og der er også installeret fiber forbindelse til internettet.
Stuehuset
Nu står vi tilbage med restaurering af den vigtigste og ældste af længerne, nemlig stuehuset. Det var det mest velholdte da restaureringen blev indledt, men nu banker forfaldet også på her. Ved indgangen til 2022 ligger der presenninger på stuehusets tagflader mod syd, og vi søger fondsstøtte til tækningen. Rygningerne på hele anlægget trænger også hårdt til at blive fornyet.